
Himmelstrejf Healing
Himmelstrejf Healing
v/Healer og kanaliseringsvejleder Lisbeth Hartvig Rasmussen
Hvad er healing?
Healing er engelsk og betyder "helende", "at hele" og "helbredelse".
Healing er at kanalisere energi fra noget "større" til et andet væsen. Dette "større" bliver også kaldt Gud, Universet, Altet, Lyset eller noget helt femte. Jeg forbinder mig som kanal med denne energi for at den kan arbejde igennem mig og skabe balance i min klient. Det er denne energi, som hjælper klienten til at gøre sig selv rask. Det er ikke mig som sådan der gør det, jeg er "blot" kanalen.
Healing er en holistisk behandlingsmetode. Holistisk betyder at anskue mennesket som en helhed. For krop, sind og ånd hænger sammen. Intet står alene. Selvom man måske har et symptom i knæet, maven, ryggen eller andre steder, betyder det ikke at det er dér problemet ligger. Det betyder bare at kroppen fortæller, at der er noget galt i ens liv, som man skal kigge nærmere på og gøre noget ved. Og det er her, at healing kommer ind i billedet.
Fordele ved healing:
Der er mange, men det er bl.a. meget behageligt og afslappende at modtage healing. Det giver indre fred, ro og velvære, og man opnår bedre kontakt til sig selv og får større selvindsigt. Healing kan hjælpe med at skabe balance i krop, sind og ånd, der som sagt hænger uadskilleligt sammen. Når der er balance derimellem, er det lettere at blive rask. Man behøver ikke at være syg for at modtage healing.
Selve behandlingen:
Når du modtager behandling hos mig, foregår det i trygge omgivelser og i en rar atmosfære. Vi starter med en lille snak om hvordan du har det, hvorefter du lægger dig på briksen og slapper af. Du er fuldt påklædt fra du kommer til du går, og bliver tilbudt et tæppe over dig, da ens kropstemperatur kan dale lidt under behandlingen. Jeg sidder på en stol lige ved siden af dig, og er kanal for healingsenergien, som arbejder i og omkring dig. Jeg fornemmer hvad der sker undervejs, og hvis jeg ”får besked på”/mærker, at jeg skal lægge hånd på dig, siger jeg det til dig. Det er muligt at du har nogle oplevelser undervejs i form af f.eks. tanker, tankebilleder, følelser eller mærker noget fysisk. F.eks. kulde/varme. Nogle har endda mærket fysisk berøring, uden at jeg har rørt ved dem. Det kan også være at du slet intet mærker, og heller ikke mærker noget der hvor du føler symptomet, og det er ligeså normalt. For som sagt hænger det hele sammen, og det er meget sandsynligt, at healingen sker et helt andet sted i dig, end både du eller jeg forventer. Healingsenergien ved ganske enkelt, hvad der skal gøres hvor og hvornår. Det vigtigste er det, der bliver sat i gang i dig, og at du er åben for det der sker. Når healingen er færdig, kalder jeg dig stille og roligt tilbage, og fortæller dig hvad jeg oplevede undervejs. Herefter kan du fortælle mig, (hvis du har lyst) om du har haft nogle oplevelser, og evt. hvilke.
Ubalancer kan blive berørt og virke stærkere. Det er blot et udtryk for, at energien arbejder i dig, og at en udrensning er i gang. (Det foregår dog også, selvom du umiddelbart intet mærker.) Du bliver tilbudt et glas vand efter behandlingen, da det hjælper med at rense ud. Derfor er det også vigtigt at drikke ekstra vand i de efterfølgende dage. Det er også godt at tage den med ro, resten af selve behandlingsdagen.
Symptomliste:
Jeg hverken kan eller vil opstille en symptomliste, som fortæller hvad man kan blive helbredt for. Det er som sagt ikke til at sige på forhånd, hvor healingsenergien vil arbejde. Det er ligesom om at det sker i "lag for lag", og er en meget individuel proces. Hvor én person mærker forbedring med det samme, mærker en anden det måske først efter et stykke tid. En helt tredje kan have brug for flere behandlinger, fordi der kan være flere "lag" der skal pilles af, før man efterhånden får arbejdet sig ind til sagens kerne. En behandling skal nogle gange have lidt tid til at "falde på plads", før man er klar til en ny, og det er meget individuelt hvornår det er.
Jeg tror personligt på, at alt kan helbredes, men kommer an på klientens parathed.
Beskeder:
I forbindelse med samtalen/healingen, vil jeg med meget stor sandsynlighed modtage beskeder til dig fra den Åndelige verden. Det kan være at det giver god mening med det samme. Ofte vil budskaberne dog være som frø i jorden; de skal have tid til at vokse frem i dig. Og når de gør det, vil du forstå meningen.
Som med alt andet her i livet, er det vigtigt at du bruger din egen sunde fornuft og skelneevne. De beskeder jeg får fra den Åndelige verden, er inspiration, ideer og muligheder, ikke den endegyldige sandhed. Men de kan hjælpe dig med at kaste lys over dine muligheder og valg. Husk altid på, at du har din egen frie vilje til at skabe dit eget liv.
Fjernhealing:
Fjernhealing er praktisk hvis du f.eks. ikke har mulighed for at komme hos mig personligt.
Fjernhealing foregår ved, at du ligger stille og uforstyrret hjemme hos dig selv i rolige og vante omgivelser, i et tidsrum som vi har aftalt på forhånd. Lig gerne med et tæppe over dig, da kropstemperaturen kan dale lidt under behandlingen. Du kan evt. lytte til afslappende musik under healingen, for at skabe en rar atmosfære. Hvis der er et område du kunne tænke dig at der skal berøres, så tænk på det når du lægger dig.
Jeg sidder hos mig selv og giver dig healing. Jeg ved at det lyder mærkeligt, men selvom vi ikke er i samme lokale (eller endda samme verdensdel, for den sags skyld), virker fjernhealing på samme måde, som hvis vi var. Healingsenergien er ikke begrænset af tid og rum.
Inden jeg går i gang med behandlingen, ringer jeg til dig, så jeg kan være sikker på, at du er klar til at modtage.
Ca. 5 minutter efter at fjernhealingen er færdig, ringer jeg dig op for at fortælle, hvad jeg har oplevet undervejs. Herefter kan du fortælle mig, (hvis du har lyst), om du har haft nogle oplevelser og evt. hvilke.
Det er en god idé, hvis du kan stille et vækkeur på 30 minutter. Så har du lidt tid at ”komme tilbage i”, inden jeg ringer til dig igen. Hav også et glas vand klar. Her gælder ligeledes, at du skal drikke godt med vand i de efterfølgende dage, samt at tage den med ro resten af dagen.